Det er dagen derpå… dagen efter min optagelse til Løvens Hule på DR

Igennem min krop strømmer et hav af følelser. Følelser man nok skal være dedikeret iværksætter for helt at kunne sætte sig ind i.

Forud for min medvirken i Løvens Hule, har jeg været igennem en yderst ambivalent rutchebanetur. Jeg har gennemtænkt fordele og ulemper, overvejet de forskellige potentielle scenarier og indtil det sidste været i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle stille op til programmet. Usikkerheden omkring hvordan det ville gå, var nemlig altoverskyggende.

Men….

Jeg er typen der tager chancer. Jeg er typen der får det bedste ud af situationen, uanset hvor udfordrende eller negativ den på overfladen syner. Jeg er målrettet og jeg har et drive og en passion for at udvikle mig og skabe noget. Jeg er nysgerrig og vil gerne lære af alle de forskellige situationer jeg kommer ud for.

Og derfor blev det med rank ryg, et stort JA TAK til at medvirke i Løvens Hule.

I nætterne op til den store dag på DR, kunne jeg overhovedet ikke sove. SalesStyling havde været i god tid med forberedelserne men vi skulle stadig varetage alle vores almindelige arbejdsopgaver med f.eks styling af ejendomme, rådgivning til private kunder, indkøb af varer til styling, gøre ejendomme klar til salg samt det store administrative logistikarbejde i SalesStyling. Så der var ekstra meget pres på mig og min virksomhed.

En snert af (eller faktisk voldsom) panik, få timer før Løvens Hule.

Tanken om at jeg skulle præsentere mit livsværk; SalesStyling for Løvens Hule fik tusindvis af sommerfugle til at baske rundt i maven på mig.

Men derudover havde jeg en gennemsnitlig hvilepuls på ca. 600, da mine 4 kæmpe store (og ret dyre!) plancher der skulle underbygge min pitch og hjælpe mig i hele salgstalen, ikke var dukket op!!!!!

På dette tidspunkt var der under 24 timer til at jeg skulle stå i DR studiet!
Jeg ringede selvfølgelig til Postnord for at sikre mig at pakken ville ankomme inden for de næste få timer, men det kunne de selvfølgelig ikke love. Endnu mere koldt løb det mig ned af ryggen da de efterfølgende sagde, at den ikke så ud til at være lastet på den bil der skulle bringe den ud. Det var derfor tvivlsomt om pakken nåede at komme.
Great! Jeg havde nu under 24 timer til at få trykt og betale for nye plancher, så straks blev der skrevet og ringet til forskellige lokale trykkerier, blot for at have en plan B.

Forud for min deltagelse i Løvens hule, reflekterede jeg meget over min fremtoning når en million seere muligvis skulle se mig på åben skærm. Herunder også min egen styling. Derfor var det heller ikke tilfældigt at jeg havde bestilt tid til opfriskning af vipper. Jeg havde faktisk også tænkt at det var en kærkommen mulighed for selvforkælelse og afslapning dagen inden optagelserne. Men den stakkels vippeteknikker kunne dårligt få arbejdsro til at lave mine vipper, da mine skælvende øjne fløj lige så meget rundt som sommerfuglene i maven. Mit stressniveau kunne på dét tidspunkt have sprængt richterskalaen.

Endnu større chok fik jeg da telefonen ringede! Det var min stylist Camilla, som heldigvis kunne overbringe mig den nyhed at plancherne var ankommet..! Og da hun efter få sekunder, som i min urolige verden føltes som timer, kunne fortælle at de så HELT perfekte ud, strømmede varme igennem mig i en helt ubeskrivelig lykkerus.

Den store dag i Løvens Hule.

Dagen kom, og med en halv flaske vin og et tomt vinglas ved min seng vågnede jeg kl. 05.00!

Alt var pakket dagen før, og efter kun 2 teskefulde morgenmad gik turen til min frisør- og makeupveninde. På hånden havde jeg skrevet en masse stikord med blå kuglepen, på trods af at jeg havde stået foran spejlet utallige gange og øvet mit pitch.

Håret og tøjet blev klaret, og jeg var godt tilfreds med hende jeg så i spejlet. Jeg kunne det her, jeg var klar og jeg var forberedt. Jeg ER jo SalesStyling, og jeg var mere forberedt end nogensinde tidligere i mit liv!

Husker ingenting og min krop er i chok.

Vi ankommer i god tid, og folkene på sættet er søde og imødekommende. Jeg havde selv kørt bilen fra Falster, den vante vej mod København, hvor optagelserne skulle finde sted.
Camilla der er min stylist over længst tid, havde klaret alt med plancher og stylingen i studiet og nu var det bare at vente. Camilla og min mor som var taget med som støtte var mindst lige så spændte og påvirkede som mig. Det var en stor dag for os alle sammen.
Jeg er glad for der var to toiletter ved siden af venterummet, for jeg skulle tisse konstant og uanset hvor meget jeg følte mig klar, jo mere baskede sommerfuglene bare rundt. Jeg var glad, spændt og forventningsfuld, men ikke bange… Slet ikke bange…..

4…3…2…1.. værsgo

Sådan blev der talt ned, og ned mod rampelyset gik jeg vejen ned af trappen som jeg havde set alle de tidligere deltager gøre det igennem de sidste mange år. Kom nu Louise, du kan godt.

Der sad løverne. Sultne og med blanke øjne og trætte kropsholdninger i hver sin stol.
Det var midt på dagen, de havde endnu ikke fået frokost og optagelserne havde kørt i over 2 uger. Endnu en håbefuld iværksætter i flokken, tænkte de nok…..

Der var stille, meget stille og kun mine stiletter på de brune gamle gulve med løse brædder afgav lyd.

Så var det nu.. Okay Louise, sagde jeg til mig selv…. Tal langsomt, roligt, husk det hele, vær sej og få for gud skyld ikke anstrengte vejrtrækninger!!!

De velkendte og planlagte ord begynde at komme ud af min mund og for hvert punktum fik jeg mere og mere svært ved at trække vejret. Jeg kunne faktisk ikke få luft. Det sortnede for mine øjne og lige pludselig måtte jeg kæmpe for bare at huske det næste i rækken af ord der skulle komme ud af min mund.

Jo mere jeg kunne mærke jeg mistede kontrollen, jo længere faldt jeg ned i et dybt dybt dybt hul af fiasko og fortrydelsen over at være taget derind!

Løverne så ikke specielt begejstrede ud.. Den nye løve Christian lagde ud, og alle de forskellige spørgsmål rullede ind over mig. Jeg var stadig helt nede under gulvbrædderne af skuffelse over min pitch, sorte stjerner dansede for mine øjne og min hjerne var nærmere månen, end lige her hos mig.

Jeg kunne slet ikke fokusere på det han sagde!
Sådan fortsatte det, og mens jeg gjorde alt for at samle mig og give de bedste svar jeg kunne, måtte jeg indse jeg kun var en lille svedende krop i et DR studie, stående foran 5 succesfulde og anerkendte forretningsfolk, mens et stort hold af forskellige ukendte mennesker så mig til mit livs eksamen.
Stille og roligt kom jeg tilbage til min krop, men jeg havde failet. Jeg kunne lige så godt sige.. STOP, forfra – jeg kan ikke det her.

En efter en begyndte løverne at tjekke ud, alle med de samme begrundelser. Jeg forstod dem godt. De kunne slet ikke se potentialet. Jeg havde ikke serveret den særlig godt. Jeg havde tabt – jeg var stemt ud, jeg skulle gå i graven med vished om at jeg traf en forkert beslutning omkring at medvirke.

Men så.. Som en frelst engel tog Mia Wagner ordret. Et lille lys i mørket for at min medvirken ikke have været helt forgæves. Jeg husker dårligt hvad hun sagde, men det lød overvejende positivt.

Min værdiansættelse var 650.000 for 10 %. Det var lavt sat jvf. de vurderinger jeg havde fået fra dygtige folk med ekspertise heri.
Mia Wagner er en hård forretningskvinde, og hvis man kender lidt til Freeway koncernen, som hun er direktør i, ved man, at de vil have en stor bid af kagen, hvis de skal bruge kræfter på at gøre virksomheder til de succeser som præger deres portefølje.
Jeg vidste godt, at der netop skulle lægges mange kræfter i min virksomhed, så jeg havde brug for at få nogle med på holdet, som ville det lige så meget som jeg.

Jeg svedte og rystede da Mia Wagner gav sit bud. De oplyste mig om at jeg kunne gå over i et hjørne og tænke, men det gjorde det endnu værre. Jeg kunne overhovedet ikke tænke. Jeg stod der selv, helt alene og med en kæmpe beslutning der fysisk pressede på mine skuldre og gik helt ind i marv og ben. I 3 år har jeg kæmpet for at stå med de resultater og den forretning jeg har skabt. Det her var den hårdeste og mest intense situation jeg nogensinde har stået i.

Jeg kiggede ind i Mia Wagners øjne mens vi forhandlede og jeg følte der skete noget magisk lige der. Helt ud af det blå, og fra at være 100% fast besluttet på ikke at afgive mere end max 20%, til pludselig at få en indre stemme og et ”kald” udefra der bare sagde..

Overraskelsen

” JA!” Der var ingen tvivl, der var ingen usikkerhed i det ”JA” universet sendte mig. Jeg kunne føle det, jeg kunne virkelig føle det i hele min krop, så jeg måtte stoppe op for bare at være helt sikker.

” Ja” lød det bare ud af min mund før jeg nåede at tænke. Alle blev mindst lige så overraskede som mig selv, og inden jeg vidste af det, hørte jeg i mit indre den melodi der spilles som baggrund når man ser Løvens Hule i fjernsynet.
Jeg var paf, jeg fik kram og lykønskninger. Jeg var glad og lettet, men også helt væk over den oplevelse jeg lige have haft.

Jeg forstod faktisk ikke hvad der var sket..

Bagved døren…

Jeg gik ud af døren og straks kom folk løbende med lykønskninger og ros. Jeg var stadig fuldstændig ude af mig selv. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.
Jeg prøvede at gå scenariet igennem hvor jeg lige havde “foræret” halvdelen af SalesStyling væk til langt under den værdiansættelse jeg havde forestillet mig. Og nu skulle jeg forholde mig til en masse mennesker og endnu flere spørgsmål og kommentarer.
Der skulle laves interview og tages billeder, og igen sortnede det bare for mine øjne mens jeg fik vand og svarede på spørgsmål. Jeg husker stadig ikke helt hvad de spurgte mig om og slet ikke hvad jeg svarede. Jeg tror jeg må have lignet en der havde set et spøgelse.

Mia Wagner blev kaldt over, da der skulle tages et pressebillede. Hun omfavnede mig kærligt og pludselig forsvandt alt uro fra min krop. Det var som at vågne op efter en hypnose og jeg kom helt tilbage til mig selv. Jeg sendte en varm tanke ned til det billede af min afdøde far jeg havde liggende i lommen. Af en eller anden grund havde jeg snuppet det med i farten, da jeg kørte hjemmefra. Min far var også iværksætter og han ville have været så stolt af mig i dette sekund.

Jeg kiggede på Mia, og kunne mærke den varme som Mia overførte fra sin krop til min egen. Det var på en eller anden måde magisk, og i det samme vidste jeg, at jeg var kommet hjem. Jeg var nu en del af Freeway Family.

Fortsættes…

Kontrakten skrives under.

For 110 dage siden skrev jeg den første del af historien om Løvens Hule på DR. Det føles stadig som igår jeg stod derinde til mit livs eksamen, som ikke kun handlede om en projektopgave jeg ville have brugt 2 uger på at skrive på HHX. Nej det var nærmere en CBS-eksamen på højeste niveau….. eller det vil jeg hvert fald tro, for jeg har aldrig gået på CBS eller lignende uddannelse. For mig var den time den vildeste jeg nogensinde har haft, det var altafgørende minutter for min og SalesStyling’s fremtid. Mit hjertebarn som jeg har arbejdet på i alle døgnets timer de sidste 3 år. Selv om natten drømmer jeg og udvikler på forretningen, og ofte må jeg finde en lille blok frem og skrive alle de tanker og ideer ned jeg får, når jeg kort før sengetid giver min hjerne lov til at slappe af. Mine tanker kredser evigt om ekspandering, styling og indretning, hvordan man optimerer processerne med at gøre ejendomme klar til salg, vækst osv.

Siden min medvirken er der sket så utrolig meget, og jeg føler jeg har de vildeste hurtigløber sko med autopilot på ud af den tyske motorvej.
Dagene efter Løvens Hule var fyldt med blandede følelser. Alt fra at være helt oppe og flyve til at tvivle på om det alligevel var for stor en del at afgive. Alle scenarier blev tænkt igennem og vurderet. Jeg vidste heldigvis at der var en udvej, for hvis vi ikke kunne blive enige om det endelige papirarbejde, så var der ingen aftale og heller ikke noget TV program.

Vi startede allerede dagen efter programmet på at forretningsudvikle.
Jeg blev inviteret til Freeways hovedkontor i Viborg og blev taget varmt imod, som var jeg allerede en del af familien. Fra at gå fra at være iværksætteren der evigt og altid har skulle præsentere og pitche hele min forretningsidé, til at ALLE vitterligt bare vidste hvem jeg var, hvad jeg lavede og hvilken vej vi skulle. Dén forandring står stadig meget tydeligt for mig og jeg er evigt taknemmelig for min modtagelse hos Freeway.

Mavefornemmelsen, der også guidede mig på DR’s gulve i Løvens Hule, er kun blevet styrket.

Efter 2 måneders respektfulde kontraktforhandlinger, kom dagen endelig hvor papirerne skulle skrives under. Jeg har haft min dygtige advokat til at læse alt igennem og sætte mig ind i de vigtige punkter, ligesom jeg havde allieret mig med en rådgiver til at bistå mig under det 4 timers lange møde. Da alle parterne var enige, var der kun tilbage at skrive under, og skåle i champagne. Jeg har længe tænkt over hvordan det øjeblik ville være, men da jeg satte den underskrift med Mia Wagner ved min side, var der ingen tøven eller tvivl om at det var det rigtige.

Freeway Familiy.

Hvad er der så sket siden Løvens Hule? Hvor skal jeg næsten starte?

2019 blev et godt år for SalesStyling, og resultatet endte super flot.

Derfor syntes jeg mine ansatte skulle forkæles ekstra meget og i en spontan beslutning blev der booket flybilletter til Malaga i Spanien i starten af december.
Udover at ryste os sammen, skulle turen være udviklende, lærerig og en måde at møde Freeway og personerne bag. Vi tjekkede ind i Morten Wagners smukke villa i Marbella og havde 3 virkelig gode dage. Med os var også Anne Olesen, der er kommerciel direktør hos Freeway, og under sydens sol og palmeblade blev der fortalt iværksætterhistorier, drøftet problemstillinger, processer og fremtidsplaner. Alle ansatte blev hørt og deres tanker og ideer er blevet brugt i den videre udvikling af SalesStyling. Vi kom hinanden ved og som jeg sad der og så alle sidde og udvikle og leve sig helt ind i SalesStyling’s ånd måtte jeg indimellem knibe en tåre. Jeg følte virkeligt at den tur tog 10.000 tons pres af mine skuldre. Udfordringer og problemer, tanker og bekymringer jeg har båret på alene. Faktisk sagde jeg ikke selv ret meget i processerne, og mange af de arbejdsopgaver der tidligere kun har ligget på mig, er nu trygt blevet givet videre. Jeg havde også inviteret min mor med, da hun også har været en stor del af opstarten. Derfor var det livsbekræftende at se hendes voksende tryghed om at hendes mindste datter var kommet i gode og trygge hænder.

Partnerskabet kunne ikke komme på et bedre tidspunkt, for igennem året har jeg sideløbende arbejdet på nogle gennembrydende tiltag og aftaler med nogle af de virkelig store spillere på markedet og selvom jeg selv har skaffet møderne, og været enormt meget på til møderne, så har Freeway været med som støtte og kunne bistå vores forretning på en sådan måde, at jeg ville ønske alle iværksættere kunne prøve det. Den opbakning og knowhow kan ikke købes for penge og den følelse af sejr og lykke vi har haft sammen bagefter er uvurderlig og uden tvivl alle 50% værd.

Reflektering

Forud for min beslutning om at medvirke i Løvens Hule, har jeg virkelig skulle forholde mig til mange spørgsmål og holdninger. Ligesom jeg sikkert kommer til nu, hvor programmet snart vises.
Men noget af det jeg har hørt mest, er at investorer ofte kun er ude på at tjene penge, at man skal forberede sig på at arbejde endnu hårdere, og at de kun er ude på at køre biksen op, sælge den eller skubbe stifteren ud. Sådan er det ikke her, og det ved jeg fordi jeg havde gjort mit forarbejde godt og fordi jeg virkelig kan se og mærke at de her mennesker virkelig vil mig, mine ansatte og SalesStyling det godt.

Alle arbejder med de samme forudsætninger mod det samme mål, og på kort tid er der skabt et partnerskab og et venskab som jeg ved vil gøre denne rejse til et eventyr. Jeg står side og side med nogle partnere som støtter mig 100% igennem både gode og svære tider. Jeg ved godt man ikke kan være enige om alt, men jeg er lydhør over for kloge ord, erfaring og ekspertise.