”Vi sejler, til der ikke er flere dampe på skibet”

”Vi sejler, til der ikke er flere dampe på skibet” Det var titlen på mit hidtil mest likede opslag på LinkedIn. Sætningen er ægte, og bag den ligger en stor portion vilje, krydret med mod og teamwork.
Men endnu vigtigere ligger også tårer, frustration, angst og timevis af hårdt arbejde..

Vil I høre min corona-historie, så er det nu, I skal læse med…

Da Mette Frederiksen i marts måned holdt det berømte pressemøde, vidste jeg allerede få minutter inde i hendes tale, at en nedlukning med garanti ville få markante konsekvenser. På tidspunktet for nedlukningen befandt jeg mig i Sydspanien på forretningsrejse, og den ellers så fantastiske tur blev ved et trylleslag forandret. Stadig imens Mette var på skærmen, bookede jeg det første fly hjem næste dag, og mens jeg på TV kunne jeg se Danmark gå i panik og hamstre løs i konserves og toiletpapir, prøvede jeg at forholde mig roligt. Men inden i mig krøllede alt sig sammen, og usikkerheden og uroen boblede frem.

Tilbage i Danmark prøvede jeg at lægge en plan for, hvordan de næste uger skulle gribes an. Allerede dagen efter kunne man mærke, at samfundet var anderledes. Vores aftaler blev aflyst eller udskudt. Vi gjorde ALT for blot at udskyde de bookinger, kunder ønskede at aflyse på grund af krisen. Men for mange opleves indretning som noget sekundært i denne usikre tid.

Alle planlagte events og aftaler blev annulleret, og det var, som om man ikke engang behøvede at aflyse eller flytte aftalerne, for alle vidste, at det ikke kunne lade sig gøre. Selv Skype-møder syntes næsten ligegyldige i denne situation.

Regeringen begyndte at snakke om lønpakker og hjælpepakker. Min partner Freeway gik ind og tog sig af den opgave og fremlage kort efter en plan for, hvordan hjælpepakkerne kunne hjælpe os. Vi tog imod det, der gav mening. Situationen ændrede sig minut for minut, men aldrig har jeg følt mig så bange rent erhvervsmæssigt. Hvordan skulle det ende? Var der er konkurs om hjørnet? Hvordan skulle jeg dække de mange 100.000 kr., vi hver måned skulle tjene for at holde virksomheden kørende?

For mig er stress, når der ikke er nok at lave. Når det ikke ser ud til, der kommer omsætning og opgaver i bogen. Med høje faste omkostninger er det klart, at flere måneder med mindre omsætning kan være fatal.

At gå fra måske 60 mails eller mere i firmaindbakken om dagen til desperat at scrolle minut efter minut og blot konstatere, at der INTET kom ind, var intet mindre end frygteligt. Fra den dag lovede jeg mig selv at elske alle de mails, jeg overhovedet ville modtage fremover.

Dagene gik, og jeg fandt ikke på noget tidspunkt ro i hjemmeundervisning, speltboller eller Netflix. Tiden blev brugt på at sortere min mailbox og følge op på gamle tilbud og kunder. Som tiden gik, og verden og fremtiden alligevel ikke så helt så sort ud som frygtet, begyndte mine salg igen. Men der skulle mere til, og jeg gjorde det næsten til en hobby at se, hvor meget udbytte jeg kunne skabe fra vores campingvogn i corona-Danmark.
Mine to børn var hjemme, og de sad klistret til iPad næsten alle døgnets timer. Eller okay, det passer ikke helt, de legede også og vi fik selvfølgelig også holdt lidt pauser med gåture og hygge. På Instagram og Facebook kunne jeg se, hvordan mange af mine medmødre med masser af overskud tog sig godt af deres børn. Mine måtte leve med, at mor og far arbejdede mere end ellers på deres computere og ikke var specielt nærværende eller hyggelige at være sammen med. Vores families økonomi var på spil.

Imens jeg primært selv var hjemme, måtte mine ansatte tage de indretninger, der kom, eller som vi fik rykket frem, således at vi indrettede nu, men at de først betalte, fra når Danmark igen kunne åbne lidt mere op.

Det gav jo ikke rigtig mening at indrette til åbent-hus, hvis der ikke kunne komme nogle og se dem. Heldigvis for os kørte mæglerne hårdt på og indførte virtuelle fremvisninger, en-til-en fremvisninger, byggebranchen byggede videre, og fotograferne kørte også ud. Samtidig stod vi dog i et stort dilemma omkring afstand, hjemmebesøg og allerværst risiko for at smittespredning.

Planerne ændrede sig hele tiden, og bedst som vi blev booket til en opgave, og alt var fint, kunne alle planer blive ændret, hvis en medarbejder viste symptomer, havde været udenlands, i nærheden af en der var positiv med corona eller blot nøs en enkelt gang.

Stressniveauet var enormt hos mig, for alt for mange afvigelser eller fejl ville kunne påvirke vores kunders lyst til at bruge os en anden gang. Derfor var der ikke kun tale om et økonomisk tab nu og her, men en langsigtet usikkerhed der kunne koste os dyrt, meget dyrt. Der var kun en ting at gøre: at fokusere på salget. Jeg var i salgsberedskab alle døgnets 24 timer, og som altid betaler hårdt arbejde sig, og vores indretningsopgaver kom tilbage.

Oven i coronakrisen stod vi i en flytning. Et hjem på 200 m2 skulle pakkes ned og flyttes til 70m2 midlertidig bolig. Der var ingen til at hjælpe pga. Corona, og flere gange måtte jeg tørre tårerne af mine kinder, så presset var jeg, fordi jeg samtidig skulle være fuldtidsmor, hustru, chef og flyttemand.

Dagene gik, og i takt med at mails, aftaler, kalender og vores dage begyndte at nærme sig normale omstændigheder, lysnede det hele. Det tabte skulle indhentes, og meget hurtigt viste det sig, at mit salgsarbejde havde båret frugt. Så meget frugt at vi på trods af corona har slået vores egne omsætningsrekorder måned efter måned siden.

Coronakrisen har forandret så mange ting, og den har givet mig en kæmpe respekt for udefrakommende ting i vores samfund, som man ikke selv er herre over.
Når der er travlt, og jeg er presset, minder jeg mig selv om den smerte, jeg følte, da Danmark gik i stå, og jeg priser mig lykkelig for hver en dag, vi klarer uden at være påvirket af corona.